NÆSTVED UNGDOMSSKOLE & STEEN KOERNER STUDIO PRÆSENTERER 

Et eventyr fortalt på byens vægge

Vers1 Vers0 Vers2 Vers3 Vers4 Vers5 Vers6 Vers7 Vers8 Vers9 Vers10 Vers11 Vers12 Vers13 Vers14 Vers15 Vers16 Vers17 Vers18 Vers19 Vers20 Image Map

Tilblivelsen

Projektet Gadens Hårdeste Hævn har fortalt os mange eventyr ved byens vægge. Alle vægge og alle veje til disse vægge indeholder minder om mødet mellem mennesker. Vi er blevet mødt med overvældende positive reaktioner, vi slet ikke havde regnet med. En interesse og et overskud fra alle typer folk på Næstveds gader. Fra hjemløse til forretningsfolk. Fra børn til unge og fra forældre til bedsteforældre. Fra kollegaer og vores centerchefer til vores direktør og borgmester.

Vi har været ude i al slags vejr – også det allerværste. Faktisk har vejret været en detalje i forhold til, hvad vi ellers har kæmpet med. Spildt maling, frosne dåser, tørre ruller og gamle pensler, skitser, vinterstøvler, afdækning, biler, korte og lange stiger, fotografer, brandsår, en motorsav og en hidsig buskrydder, regntøj, lånt og stjålet strøm, en generator, forlængerledninger, politi, mælkekasser, knækkede bor og en særlig ond boremaskine, projektører, splinter i fingrene, tægebid, en skiltemaler, en imam og småting som kaffe og knækbrød – for ikke at glemme graffiti-afrensningsfirmaet.

Dette er et udsnit af historierne fra tilblivelsen af Gadens Hårdeste Hævn:

Over en kop kaffe i indre København i foråret 2011 hører ungdomsskoleinspektør, Lisbeth Pedersen, og jeg for første gang om Steen Koerners skuffeprojekt med titlen “Gadens Hårdeste Hævn”. Han har tidligere nævnt, at projektet er som skræddersyet til Næstved Ungdomsskole og Næstved by. Et nyskabende og involverende kulturprojekt, hvor særligt unge vil kunne opleve en historie fortalt på gadeplan – fra væg til væg. Og allerede her står det klart, at byen skal inddrages på flere forskellige måder, for at hele idéen kan realiseres.

Januar 2012 bliver det besluttet at igangsætte projektet og indgå i et samarbejde med Big City Brains; men arbejdet med konkretisering af projektbeskrivel- sen indledes først i juni måned samme år. Vi har på dette tidspunkt forlængst kontaktet graffitimaleren Swet, som tidligere har leveret varen – særligt som projektmedarbejder i forbindelse med kunst- og kulturprojekter med fokus på involvering af unge. Jeg har i øvrigt gennem dette projekt anset Swet og mig selv som helt ligeværdige projektledere og kreative chefer, selvom Swet ofte har kaldt sig assistent- en – ham der sørger for en lang række praktiske ting såsom tjek af grunder, maling, pensler, stiger, transport, vejrudsigt med meget mere.

Sandheden er, at Swet er den egentlige årsag til, at eventyret overhovedet er at finde derude på gaden. Det er ham, der har fået alle tilladelser i hus, og det er ham, der har kortlagt eventyrets rute. En kæmpe indsats! Da kortlægningen af ruten begynder at tage form, begynder også arbejdet med illustrationer på de meget forskellige vægge i de ligeså forskellige kvarterer. Vi har arbejdet med, hvordan vi bedst kan udnytte de uens overflader fra væg til væg. Fra plast til gasbeton. Fra fils til rå mursten. Fra materialer af træ til vægge i absolut forfald. Og vi har haft en lang række overvejelser om, hvordan lyrik og maleri bedst ville kunne forenes i forhold til væggens placering i byen og ikke mindst dens beskaffenhed. Siden januar 2012 har Swet været på jagt efter vægge, mens jeg, som udgangspunkt, hver aften har tegnet på projektet. Jeg mindes ikke tidlligere at have produceret samme mængde af tegninger. Det kan nærmest sammenlignes med ét langt storyboard.

Produktion og opsætning af 20 specifikke infoskilte med bykort, QR-koder, tegneseriestriber og håndskrevet lyrik, samt tilhørende mobilsite, planlægning af cykelturen (den uofficielle indvielse) og så den officielle indvielse og ikke mindst selve produktionen af 20 vægge har Swet og jeg løst i et tæt samarbejde. Samlet set en opgave, der skulle vise sig at være lettest at gå til udenfor normal arbejdstid, og som oftest når de yngste familiemedlemmer var blevet lagt i seng.

Ved Toldbodtorvet ligger Næstveds varmestue. Her mødes en lang række vidt forskellige mennesker, mange med hårde historier i bagagen. I starten virkede de noget skeptiske over vores tilstedeværelse, men efterhånden accepterede de os. Vi blev inviteret inden for til kaffe og kage og hørte skæbnefortællinger, tør jeg nok sige. Tingene blev sat solidt i relief for os, for samme uge vi malede med narkomaner og alkoholikere som tilskuere, malede vi også på havnen med regentparret som tilskuere… og Dronningen bød på kaffe og kage på Dannebrog. Vi sætter begge oplevelser i denne uge lige højt.

Der var en væg ved indkørslen til Axelhus-parkering, som jeg havde kigget på. Der var en masse tags på den, og jeg noterede den på min liste. Et par dage efter kom jeg igen forbi og fik øje på ejeren, der gik og fjernede graffitien. Så den sprang jeg over. Jeg gik en tur rundt på Axelhus-parkering og fik en tilladelse til en anden væg i en gård. Derefter fandt jeg væggen i Apotekerstrædet. Jeg var på lægekontoret, Apoteket og i Tigerbutikken, som sendte mig op på et støvet advokatkontor, der meget modvilligt udleverede en mail-adresse til ejeren af væggen.

Helt oppe at køre over dagens succes, gik jeg tilbage til den første væg, bankede på en port og listede ind.
En høj mand kom ud af huset og sagde bestemt: “Hvad vil du?”

Jeg fik fremstammet: “Du må love ikke at slå mig ihjel, for jeg vil godt ha’ lov til at male på din væg.” 

Det fik jeg!

Ved Axelhus blev vi overrasket af hele kvarteret. Flere familier kiggede forbi med forfriskninger. Særligt husker jeg en mor med børn og veninde, der syntes, det var lidt synd at vi skulle male om natten, så de kom med kaffe og hjemmebagt knækbrød. Kommentarerne var: ”Det er godt for Næstved, det I gør. Bliv ved med det!” En lille dreng fik at vide af sin mor, at han snart kunne komme på ungdomsskolen og lære at male.

På Næstved Sygehus havde vi fået en fantastisk væg bag børneafdelingen, men da vi kom frem til den, var de ved at bygge foran væggen. Heldigvis hjalp de med at finde en ny løsning.

Ved Dehnsvej fik vi brug for lys, og endte på værtshuset Tyren for at spørge om strøm. Et par unge hjalp med at finde den rigtige kontakt. Vi endte i bag- gården og kastede vores kabelrulle over en væg, hvilket resulterede i, at løse mursten faldt ned på den anden side i mørket. For at komme tilbage til den rigtige side af væggen, måtte vi kravle over en jernport belagt med et godt lag frost, og selvfølgelig gled vi på porten.

Pludselig var det rigtig vinter, alt for mange minusgrader og for meget vind. Byen var tom. Vi skulle følge vores tidsplan og skønt vi begge var småsyge, var vi i gang med at male. Det var på banegårdspladsen – sent om aftenen eller natten. Jeg var i færd med at forme eventyrets hovedpersoner og gik væk fra væggen for se maleriet i dets helhed. I samme øjeblik kom en fyr om hjørnet. Han havde ikke set mig, tror jeg. Han gik lige præcis derhen, hvor jeg var i gang og stillede sig for at tisse op ad væggen. Jeg sprang mod ham, men han havde høretelefoner på og hørte mig ikke. Han endte med at få et chok og småløb derfra totalt konfus. Senere kom politiet og ville anholde os – de fandt hurtigt ud af, at vi havde tilladelse – men syntes, vi var lidt for gamle til at male graffiti. Kort tid efter kom en ligeså gammel ven, jeg ikke havde set i mange, mange år. Men det var svært at kommunikere på grund af den iskolde vind. Lidt senere knækkede en alu-stige, som jeg stod på og vi måtte til sidst opgive, fordi malingen frøs til is for hurtigt.

Efter endnu et par kolde nætter i Næstved Skatehal var vi klar til at hænge plader op på Gottliebsvej. Selv om vi flere gange havde fået ok til at hænge plader på gavlen, var vi ikke kommet langt, før husets imam og hans crew havde omringet os. Ole Rehn, vores hustømrer, hjalp os med at sætte pladerne op og i sidste ende fik han overtalt imamen til at lade pladerne hænge.

Bag Dahls VVS var vi kommet til at male lidt højere end aftalt med ejeren, og vi måtte have et graffiti-fjerningsfirma ud og rense malingen af.

 

I Ramsherred fik vi strøm fra en lejlighed på anden sal. Det var sent om aftenen, men en ung mand, der lige var flyttet hjemmefra og var på vej i seng, bød os alligevel indenfor. Hans mor, der var forbi med en pose rent tøj, kunne ikke forstå, hvorfor politiet havde ringet og bedt hende flytte sin bil. Vi beklagede mange gange, men ville ikke risikere, at der kom maling på flere biler. For ikke at lave endnu mere påstyr, smed vi hurtigt kabeltromlen ud af vinduet uden at tænke over konsekvenserne. Fem minutter efter stod vi igen i den unge mands lejlighed med en anden forlængerledning. Denne gang blev den firet stille ned. Der gik kun et øjeblik før en fuld mand med guitar på ryggen, havde viklet sig ind i ledningen. Da vi endelig fik ham fri, blev det nye stik kørt over.

I Apotekerstræde har jeg set børn bruge vores maleri som en slags kulisse til deres leg. Maleriet illustrerer en kø af unge mennesker på vej ind til et jam. Jeg har set børnene efterligne dét, de ser på væggen ved at stille sig i denne kø, snyde sig foran og lege, at de tager fat i det gelænder, vi har malet på væggen. Dermed bliver de en del af projektet. Og endnu bedre – de bliver inspireret til at bruge nye sider af deres egen by… bare ved at gå en tur.

CMP ONE

Jeg synes, det er sjovt, hvor mange Næstved-borgere der siger, at det er en hel anden måde at opleve byen på, når de har været hele ruten rundt. De har set steder, de aldrig har været før eller har tænkt over eksisterede. Samtidig er det utroligt at se dette eventyr vokse fra idé til en aktiv historie i bybilledet, og se det folde sig ud som reklame for byen.

SWET

“Vi tager alle del i byens historier, fortællinger og eventyr. Mit eventyr starter på væggene i Næstved tilbage i 1984, samme år hvor byens hip hop- og graffitikultur skriver sine første vers. Eventyret skulle vise sig at vare ved, og med dette projekt indledes et nyt og særligt kapitel, der i sidste ende handler om at give det bedste af sig selv til næste generation. Nye kreative unge vil følge efter, og gøre det bedre ved at finde deres egne veje.De vil se byens muligheder, skabe ny magi og de vil gøre en forskel.” – CMP ONE

Jeg har indtil min arbejdsplads flyttede adresse, hver dag set på vægmaleriet i Apotekerstræde. Jeg har lukket mine patienter ud i smøgen, og sammen med dem – ofte ældre mennesker set og talt om billedet. Jeg har aldrig hørt noget negativt. Der er ingen diskussion om farven på maleriet.

Det handler om en stemning og en historie.

Alle kan lide historier. Det er tankevækkende, at malerierne ikke bliver udsat for hverken hærværk eller sure læserbreve. De deler IKKE vandene.

BODIL NANNA SEIDELIN, SYGEPLEJERSKE

At du kan gå rundt i byen og få fortalt en historie på flere måder, sender et signal om, at der rent faktisk foregår noget. Det vil være fint, hvis det kan bruges i skolesammenhænge. Det må være spændende som lærer, at gå tur med de ældste klasser og opleve dette eventyr.

Jeg synes projektet giver glemte og gamle vægge ny værdi. For eksempel får en mur, der er i forfald stor værdi – når forfaldet bliver en naturlig del af værket.

LEON, VÆGEJER

Respekt til jeres værker. Inspirerende og provokerende på mange måder!
Tak for det.

MRO, KUNSTNER

Vi glæder os over, at Næstved Havn bliver inddraget og tænkt kreativt ind i byens kulturprojekter. Gadens Hårdeste Hævn på Østre Mellemkaj pryder en intetsigende betonvæg til fælles glæde for alle, kunstner, havn og beskuer

JESPER MØLLER PETERSEN, HAVNECHEF

Dejligt at alting ikke er i lukkede kasser, men at nogen kan tænke ud af boxen og at andre måske får lyst til at gøre noget, der ikke er dikteret af den ældre generation. Man kommer til at se på byen med åbne øje og andre øjne. Det synes jeg er ret cool.

KIRSTEN, VÆGEJER

Det er så vigtigt, at der bliver ført noget liv til gaden. Jeg tror ikke folk er klar over hvad det giver byen. Når jeg er rundt i Næstved for at træne med mine parkourhold, bliver vi altid ved malerierne, fordi der er kultur med farver og god energi – i modsætning til de mange grå vægge andre steder

MARTIN KARLSHØJ, DANSER OG FREERUNNER

AT SÆTTE FARVE PÅ BYENS VÆGGE FORPLIGTER

I den tidlige opstart af projektet Gadens Hårdeste Hævn udarbejdes en grafisk identitet og guideline for projektet – herunder blandt andet logo, håndtegnet og sat typografi, billedtagen samt en nøje udvalgt og ret begrænset farvepalet.

Et illustreret eventyr fortalt på byens vægge kræver sammenhæng og genkendelighed mellem springene fra adresse til adresse, og netop derfor, har et bevidst valg af denne begrænsede farvepalet tjent eventyret godt. Det er vigtigt at farvevalget ikke over- døver historiens budskab.

Et storyboard for eventyrets forløb er ligeledes blevet udarbejdet før kendskabet til de 20 specifikke vægge og disses lokationer i byen. Den endelige kortlægning af eventyrets rute har haft den største betydning, og ja, i sidste ende været styrende for både motiv og farve. Væggenes placering, tilstand og egen oprindelige farve har med andre ord spillet en afgørende rolle. Enkelte vægge bliver i sidste øjeblik skiftet ud med vægge hvis arkitektur, placering, form og farve i højere grad har beriget det færdige resultat.

For at sikre, at de udvalgte tegninger fra storyboardet vil “klæde” væggene, er tegningerne blevet scannet og placeret på farve- billeder af de meget forskellige lokationer. Vægge med for eksempel sokler i et slidt og afskallet look er i høj grad blevet inddraget i de færdige malerier. Vi har forsøgt at copy paste dette look i selve farvelægningen. Vægge med farve skabt af vækst og vandskader har tilføjet malerierne med nye dybder, samt ændret på størrelse og placering af malerierne. Og vægge i flotte toner af lys fils er igen bevaret i det endelige udtryk.

Sammensætningen af denne farvepalet har haft til opgave at imødekomme min kærlighed, æresfrygt og respekt for både arkitektur og endnu urørte jomfruelige vægge. Set med mine øjne, har valget af farver der tager del i et samlet gadebillede, retfærdiggjort denne relativt omfattende indgriben i bybilledet.

Det samlede indtryk af en tegneserie på gadeplan med klassiske mørke toner af særligt sort og brun, lyse toner af særligt hvid og beige og klare “tillægsfarver” som blå og rød forsøger ved samtlige vægge at blive en del af det miljø de befinder sig i. En absolut tilstræben på at integrere både motiv og farve i de forskellige miljøer kendetegner arbejdsmetoden og nærmest et regelsæt for at illustrere dette eventyr i byens rum.

På dele af ruten, er det lykkedes projektmedarbejder og maler William Hjorth og jeg, at få tilsagn i valget af farve fra både beboere og forbipasserende. Apotekerstræde: En meget markant og stærk “efterårsfarve” som en beskidt orangerød skaber i starten meget stor opmærk- somhed. Hele strædet forandres fra kaos og rod til ro og orden. Forbipasserende tager med rosende ord den nye farve (og roen) til sig, og det færdige maleri giver nyt liv til strædet og tjener flere formål.

Derfor, at sætte farve på byens vægge forpligter.

 

Close Menu